Potentialet vi taber på gulvet

21-09-2026

Potentialet, vi taber på gulvet: Hvorfor er vejen gennem uddannelsessystemet så tung for unge med autisme?

De fleste af de unge med autisme, jeg møder og taler med, bærer rundt på en trist skolehistorik. De har ofte følt sig forkerte, stået uden for fællesskabet og været igennem lange perioder med ufrivilligt skolefravær. I stedet for at blive mødt der, hvor de var, har deres skolehverdag været præget af kaos: skiftende lærere, uforudsigelighed, nødløsninger og skældud.

Det er et enormt paradoks. For i denne ungegruppe gemmer der sig mennesker med unikke kompetencer og et stort ønske om at bidrage. En del af dem har potentialet til at varetage meget specialiserede jobs – måske på nedsat tid, f.eks. 20 timer om ugen – hvor de vil kunne skabe stor værdi for et arbejdsmarked, der råber på arbejdskraft. Samtidig vil det give de unge selv den oplevelse af ligeværd, struktur og mening, som alle mennesker har brug for.

Problemet er bare, at vejen dertil i dag er alt for tung, rigid og uforståelig.

Hvor har jeg oplevet, at det fungerer?

Når rammerne bliver tilpasset, ser vi til gengæld, hvor meget de unge egentlig kan:

  • FGU (Forberedende Grunduddannelse): Er for mange en fantastisk bro tilbage til et skolemiljø. Her oplever de unge rummelige lærere med forståelse for særlige behov og jævnaldrende, de kan spejle sig i. Det giver ro til for eksempel at færdiggøre 9. klasses afgangseksamen og genfinde troen på sig selv.
  • 3-årigt HF for autister/psykisk sårbare: Tilbyder stærke, autismevenlige rammer med færre ugentlige timer, ofte kun to fag om dagen, tydelig struktur og tilknyttede mentorer. På steder som VUC i Albertslund og Roskilde har klasserne endda deres egne skærmede områder og indgange, så de unge slipper for det sanseovervældende kaos ved ankomst og i frikvartererne.
  • Erhvervsuddannelser og SOSU-skoler: Både på de tekniske skoler og på SOSU-uddannelserne er der gode erfaringer med tilpassede forløb og stærk SPS-støtte. På teknisk skole ser vi unge med autisme blomstre på mere specialiserede uddannelser som f.eks. Webudvikler, og på SOSU-området findes der veje, hvor den praksisnære tilgang og arbejdet med mennesker giver god mening for dem, der har brug for klare rammer.

Hvor rammer de muren?

Desværre stopper rejsen alt for ofte, inden den overhovedet kommer i gang:

  • Parkeret i uddannelsesmæssige blindgyder: Alt for mange unge med et reelt uddannelses- og erhvervspotentiale ender med at blive tilbudt en STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). STU er et sympatisk og vigtigt tilbud for mange, men det er ikke en adgangsgivende uddannelse. Når unges faglige potentiale bremses her, sluses de måske videre i en EGU, hvor de slutter af med et bevis på at kunne bestride ufaglært arbejde inden for en bestemt branche.

Jeg kritiserer, hverken STU eller EGU. Deres bidrag for unge er uvurderlige. Men det er spild af ressourcer, når en ung med evnerne til et specialiseret job spises af med en løsning, fordi det etablerede system ikke kan rumme deres måde at lære på.

  • Tragisk stigning i førtidspension: Helt sørgeligt er det, at vi ved, at der inden for de senere år har været en markant stigning i unge under 30 år, som får tilkendt førtidspension – og at unge med autisme udgør en stor andel af denne gruppe. Det er (for egen regning) i høj grad et resultat af manglende uddannelsesmuligheder og et uddannelsessystem, der belaster de unge så hårdt, at de til sidst brænder fuldstændigt sammen.
  • Timerammen og fælden ved enkeltfag: Selv på et tilpasset 3-årigt HF-forløb kan det ugentlige timeantal for nogle unge være for højt. Tvinges de over på HF-enkeltfag, rammer de en økonomisk mur: Enkeltfag kræver betaling pr. fag upfront, hvilket udgør en uoverstigelig barriere for unge med en sårbar økonomi og en usikker fremtid.
  • Krav om fag uden mening: Ungdomsuddannelserne indeholder ofte obligatoriske "skabelonfag" – som kreative fag eller idræt – som for mange unge med autisme føles meningsløse. Når energidepotet er begrænset, er kravet om at bruge ressourcer på fag uden direkte relevans drænende og i værste fald en direkte kilde til uddannelsesstop.
  • Lærepladsklemmen og det sociale pingpong: På erhvervsuddannelserne hænger lærepladserne ikke på træerne. I konkurrencen med unge, der er stærkere i det hurtige sociale "pingpong", bliver de autismespecifikke styrker – som fordybelse, præcision og høj kvalitet i rolige rammer – ofte overset ved samtalen.

Vi har brug for mere fleksibilitet på nedsat tid

I en tid, hvor flere og flere unge diagnosticeres, mener jeg, at vi som samfund skal hjælpe disse unge godt videre – og samtidig løse en del af vores mangel på arbejdskraft. Vi bliver nødt til at tænke ungdomsuddannelser anderledes.

Vi har brug for officielle og tilrettelagte uddannelsesforløb på nedsat tid som en fast del af det ordinære tilbud, så de unge ikke behøver enten at knække nakken på en fuldtidsramme eller blive afskåret fra en rigtig uddannelse via en STU. Vi skal fjerne de økonomiske spændetrøjer på enkeltfag og turde slække på krav om fag, der ikke giver mening for den unges faglige retning.

Det handler ikke om at bære de unge igennem på frihjul, men om at fjerne de uhensigtsmæssige forhindringer, så deres reelle evner og potentiale kan komme i spil. Det vil gavne både den enkelte unge og samfundet som helhed.

Mit bidrag

Jeg kan ikke løse samfundsproblemet alene, men i forløb hos mig kan jeg hjælpe den enkelte unge med at få ro på nervesystemet og finde sin egen retning.

Det er min erfaring, at arbejdet med egen autismeprofil giver de unge en dyb afklaring: Det, de har kæmpet med alene og opfattet som skamfuldt eller som fejl hos dem selv, er noget, andre også oplever. Jeg møder mange unge, som aldrig før har talt med nogen, der reelt forstår dem og kan hjælpe med at nuancere deres oplevelser.

I et forløb afprøver den unge forskellige metoder og redskaber til hverdagen. Vigtigst af alt bliver den unge over tid mere modig og tryg i forskellige sammenhænge. For unge, der allerede er i gang med en uddannelse, støtter jeg gennem samtaler om de konkrete udfordringer og med øvelser, der forebygger, at den unge bliver stressoverbelastet og brænder sammen.

Share